På hjørnet af Danasvej, lige når du kommer over Søerne fra Kampmannsgade, har kokken Thomas Raae Rasmussen og bartenderen og bryggeren Kasper Georg Jensen åbnet en cocktailbar, hvor du også kan spise aftensmad a la italiana og høre tilbagelænet jazz, blues og soul på vinyl.
De barmænd har imponerende CV'er: Kasper er uddannet fra Søllerød Kro og har arbejdet på Hotel D'Angleterre sammen med stjernekokken Rasmus Kofoed, og Thomas kan bryste sig af at være uddannet som tjener og bartender fra et af Hamborgs ældste hoteller Fairmont Hotel Vier Jahrzeiten og har arbejdet som brygger på både Nørrebro Bryghus og på Brooklyn Brewery, som ølguruen Garrett Oliver er medejer af. Hvilket betyder, at du også kan få et ordentligt glas humle.
På Salon 39 er ingen slavesprut på hylderne og her serveres cocktails ikke med en børnefødselsdag af pynt oveni. Derimod er juicen friskpresset. Salon 39 har sine egne, unikke drinks, men på cocktailkortet kan du også finde klassikere som den whisky-baserede Sazerac med et anstrøg af absint, der stammer fra 1830ernes New Orleans, og en Ramos Ginfizz, som i 1920erne fik dansegulve til at swinge i de amerikanske jazzklubber. Du kan selvfølgelig også få en mocktail, altså en drink uden alkohol.
Køkkenet er leveringsdygtigt i både småretter og italienskinspireret aftensmad helt til lukketid - og du kan spise uden at blive generet af nikotin, for rygning foregår udenfor.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)



1 kommentar:
Var der i weekenden. Virkeligt et fedt sted og god atmosfære.
Jacob
Send en kommentar