I årtier har Lonely Planet været ungdommens rejsebibel, kendt for pålidelig information. Forlaget har åbnet verden for almindelige mennesker og gjort rygsækrejser til fjerne egne til hvermandseje. Nu afslører en af forlagets forfattere, at hans anbefalinger er bygget på LØGNE, SEX OG BYTTEHANDLER. Kan Lonely Planet overleve troværdighedskrisen?
Venlig bordbetjening
»En behagelig overraskelse.«
Ordene beskriver en tilsyneladende lækker og anbefalelsesværdig restaurant og kan læses i guidebogen for Brasilien fra rejseforlaget Lonely Planet. Nu viser det sig, at de to sætninger måske mere handler om sex end gastronomi.
Forleden afslørede forfatteren, den 32-årige amerikaner Thomas Kohnstamm, der har bidraget til 12 af forlagets titler, at han konsekvent har fuppet med oplysninger i guidebøgerne. I en ny bog med den ildevarslende titel »Do Travel Writers Go To Hell?« hævder Kohnstamm, at forlaget betaler sine forfattere så pauvert, at de dårligt har råd til flybilletten. Derfor fristes de til at modtage gaver, viderebringe andenhåndsinformationer og udveksle sex for en gratis overnatning og dermed gå på kompromis med forlagets krav og troværdighed og redaktionel uafhængighed.
Sådan er i hvert fald Thomas Kohnstamms egne erfaringer. Anmeldelsen af den brasilianske restaurant dækkede således mere over et forhold til en servitrice, som angiveligt skulle have givet den fattige rejseskribent husly.
»Hun forslog, at jeg vendte tilbage til restauranten efter lukketid. Vi endte med at have sex på en stol og et bord i den bageste ende af restauranten,« siger Thomas Kohnstamm til den britiske avis The Daily Telegraph.
Han afslører også, at han i forbindelse med sin research boede hos en brasiliansk prostitueret og samtidig solgte ecstasy for at kunne betale for sine leveomkostninger, lige som han angiveligt skulle have skrevet om steder, han aldrig har besøgt. Det sidste gælder en bog om Colombia, hvor han skulle skrive et introduktionskapitel om landets historie og kultur.
»Lonely Planet betalte mig ikke engang så meget, at jeg kunne rejse til Colombia. Jeg skrev bogen i San Francisco. Jeg fik mine informationer fra en pige, som jeg mødtes med – en ansat på det colombianske konsulat,« siger Thomas Kohnstamm.
De spektakulære afsløringer er et stik lige i hjertet på rejsebogsimperiet, som med et årligt salgstal på seks millioner bøger er et af verdens største.
Forlaget reagerede øjeblikkeligt på beskyldningerne og vil nu tjekke oplysningerne i en række af de bøger, som Thomas Kohnstamm har bidraget til. Lonely Planet afviser også at betale sine forfattere for dårligt. Tværtimod hævder forlaget i en pressemeddelelse at være lønførende i branchen.
Men Thomas Kohnstamms kritik rammer hårdt. I over 30 år har Lonely Planet været selve symbolet på troværdighed, no nonsense og autenticitet for alskens rejsende. Rejses der tvivl om guidebøgernes troværdighed, kan det blive katastrofalt for forlaget.
»Vi har tiltro til, at den overvejende del af informationerne i vores bøger er ordentlige og præcise. Hvor vi finder problemer, vil vi sørge for at få dem rettet. Vi ved, at der er en enorm tiltro til os og vil leve op til denne tillid,« siger forlaget, som oplyser, at det endnu ikke har fundet fejl i de bøger, Thomas Kohnstamm har bidraget til.
Alene beskyldningerne fra Thomas Kohnstamm er imidlertid at korrumpere hele den sympatiske ægthed og nærhed, som Lonely Planet-fænomenet begyndte med.
Forlaget blev grundlagt af det unge ægtepar Maureen og Tony Wheeler i 1970erne, da rejser til fjerne, primitive egne stadig var for de få, de rige eller de modige. Efter deres bryllup i 1972 drog det unge, rejselystne irsk-engelske par ud på en tur, som skulle bringe det igennem Europa, Asien og til Australien. Deres plan var, at rejsen skulle vare et år. Derefter regnede de med, at deres enorme rejsetørst ville være slukket, og at de så kunne slå sig til ro.
Da de ankom til Australien uden en øre på lommen, fik de imidlertid så mange spørgsmål om deres rejse, at de gik i gang med at skrive deres første guide, »Across Asia on the Cheap«. Den blev skrevet ved køkkenbordet i deres bolig i Sydney, og de måtte selv stå for en del af bogbinderarbejdet. Men bogen solgte så godt, at de fik råd til endnu en rejse til Asien.
Den resulterede i en ny guide, »South-East Asia on a Shoestring« (Sydøstasien for småpenge), som også solgte godt. Derefter fulgte en række af bøger om Nepal, Europa, Australien, New Zealand og Afrika, men det helt store gennembrud kom i 1981 med en guide til Indien, som blev en øjeblikkelig bestseller.
Der var gået kult i Lonely Planet.
Dermed var fundamentet til rejsebogsimperiet lagt. Og Lonely Planet havde – måske uden at ville det – været med til at fostre og fremskynde en ny global rejsekultur, der de seneste 30 år har sendt unge fra det rige Vesten ud til stadig fjernere afkroge af verden.
I dag er bøgerne ikke kun for low budget-turister. Nu kan man også finde oplysninger om luksushoteller og gourmet-restauranter, og det fortælles, at Maureen og Tony Wheeler, der stadig rejser og skriver bøger, ikke længere tomler sig frem, men rejser på business class. Naturligvis. For de engang fattige rejsende er i dag særdeles velhavende. Sidste år solgte de 75 pct. af deres virksomhed til BBC for 70 mio. pund, ca. 650 mio. kr.
Succesen har ændret både deres forlag og deres liv. Parret, som hader Mercedes-biler, fordi de ser dem som symbol på den enorme forskel på rig og fattig i mange af verdens fattige lande, kører nu selv i Lotus og Audi. Og forlaget, der begyndte ved køkkenbordet, er blevet et højprofessionelt foretagende, hvis produkter udformes på baggrund af grundige segmentanalyser.
Wheelers vanvittige bryllupsrejse er blevet normalen. I dag har millioner med rygsæk rejst Asien, Australien, Europa og Nord- og Sydamerika tyndt; noget som nutidens bedsteforældre kun kunne drømme om.
Det begyndte med ungdomsoprøret i 60erne, som gav unge lyst til at se og forstå verden og møde fremmede mennesker og kulturer – især Østens mystik langs det såkaldte hippie-track. Senere holdt voksende velstand, forbedret infrastruktur og billige flybilletter rejselysten oppe, og i dag har en betydelig del af enhver ungdomsårgang taget turen til Asien, fortsat til Australien for at slutte af i USA. For nu at beskrive en af de mest brugte rejseruter.
Denne kultur har udviklet sig parallelt med charterturismen - der herhjemme for alvor fik fart på med Spies og Tjæreborg i 60erne og 70erne. Men mens charterturisterne rejser i samlet flok, rejser de unge med rygsæk individuelt. Ofte med en guide fra Lonely Planet i bagagen. Sådan var det i hvert fald i starten af det store rejseboom.
I dag flokkes de unge ofte de samme steder, og i stedet for at møde fremmede kulturer og lokale indbyggere er det andre vestlige rygsækrejsende med en Lonely Planet-guide i hånden, de støder ind i. Guiden fører dem nemlig til de samme steder, de samme hostels og de samme restauranter. Det individuelle præg er blevet mindre.
Og selv om Lonely Planet-bøgerne stadig dufter af lavbudget og autenticitet, har også charterturisterne opdaget bøgerne. Ligesom de brede masser af komfort-krævende turister har opdaget verdens fjerneste afkroge.
Det samlede bogsalg siden 1972 er tæt på 100 millioner eksemplarer. Dertil kommer TV-film, DVDer, kort og specialguider.
»Lonely Planet-rejsende kan godt lide at se sig selv som en fortrop, men de læser alle den samme bibel og bevæger sig i flok,« har Richard Bangs, medstifter af det amerikanske adventure rejsebureau Mountain Travel Sobek sagt.
Samtidig er turisme blevet en storindustri, som truer fremmede kulturer og miljøet, bl.a. med de mange CO2-forurenende flyrejser Jorden rundt. Det er med andre ord blevet svært at holde idealerne fra 60erne i hævd, og det ved forlaget. Derfor er man også - samtidig med, at man skriver om luksusrestauranter og dyre hoteller – begyndt at beskæftige sig med bæredygtig turisme, hvor man bl.a. skriver om øko-resorts og om rejsemål, hvor man kan dykke og vandre uden at belaste miljøet.
Hvorfor al den succes, som næsten er ved at kvæle de oprindelige idealer?
Måske fordi Lonely Planet-guiderne er utroligt detaljerede. Altid opbygget på den samme overskuelige måde. Her kan man finde et hav af facts om historie, kultur, klima og om regioner, byer, transportforbindelser, museer og telefonnumre.
Guidebøgerne nyder stor anseelse. Det fortælles, at Jay Garner, som var den første amerikanske administrator i det besatte Irak, brugte »Lonely Planet Iraq« til at lave en liste over national kulturarv, som skulle beskyttes mod ødelæggelse og røveri. Man ser det for sig: US Army betræder nyt land med en guidebog i hånden.
Men populariteten skyldes formentlig især den uhøjtidelige og dybt troværdige nul-dikkedarer-tone, der fylder bøgerne. Forlagets krav til høj præcision og troværdighed er – trods millionomsætningen – i højsædet, for hvem gider købe en guide, man ikke kan stole på? Læserne opfordres f.eks. til at maile rejsetips til forlaget og til at give besked, hvis de finder fejl i bøgerne.
Netop derfor rammer kritikken fra Thomas Kohnstamm lige i hjertekulen. Hvis autenticiteten og autoriteten bliver plettet af sex, dårlig etik og løgne, hvad er der så tilbage af brudeparrets 1970er-idealer? Lige nu holder forlaget, som har lært generationer af unge at rejse ud i verden, formentlig vejret. Spørgsmålet er, om andre forfattere har udvist lige så dårlig en etik, som forfatteren til »Do Travel Writers Go to Hell?«
Ingen kommentarer:
Send en kommentar