Stofrester fra internationale modehuse som Prada og Missoni syet sammen til patchwork er idéen bag det nye danske mærke 15x15.
De gætter alle sammen i den danske modebranche. Hvem klarer sig gennem krisen? Hvem aflyser sit show i februar? Hvem kan nøjes med at fyre? Hvem skærer mere? Hvem lukker? Folk tæller på knapperne og overvejer, om de kan undvære den sidste.
Men indenfor, i en stor lejlighed på Frederiksberg, hænger en succes i farvestrålende tern.
Charlotte Vadum smiler, mens hun fortæller:
»Det burde jo ikke kunne lade sig gøre. Og slet ikke nu,« siger hun.
For i en tid med nedskæringer og lukninger har hun, der selv designer under navnet Vadum, lavet projektet 15x15 sammen med Henrik Busk fra Munderingskompagniet – og fået kæmpe stor succes med det.
Konceptet er simpelt. De køber stofrester op på systuer, klipper dem i firkanter på 15 gange 15 centimeter, og af dette mønstrede farvestrålende patchwork af silke med print syer de tunikaer, veste, tørklæder og kjoler. Hver eneste er unik, fordi lapperne sidder forskelligt sammen.
»Vi køber de rester, der bliver tilbage, når en produktion er slut. Så er der måske nogle meter tilbage. Eller de meter, man prøver på, når man begynder at lave et print. Så der er alt muligt print, også noget fra Missoni og fra Prada,« siger hun:
»Jeg tror, det er det, folk godt kan lide. Den særlige historie. Og så passer det jo godt ind i tiden, det der med at bruge alle resterne, og ikke bare lade tingene gå til spilde,« siger hun:
»Vi prøver også at gøre det lidt anderledes, end man normalt gør i branchen. For eksempel har vi ikke nogle kollektioner, vi har fire styles, og de fortsætter i foråret, ikke noget med vinter og sommerting. Vi har lavet det meste i one-size, og vi leverer første gang i november, hvor man ellers leverer i juli og august og så sommertøjet i januar. For vi tror, at butikkerne har brug for nye ting, der skal være noget, der tiltrækker kunderne,« siger hun.
»Og så tror vi, at forbrugerne også gerne vil have det særlige. De ved, at hvis de forelsker sig i en af vores ting, så skal de slå til. Der er kun den ene, som ser lige præcis sådan ud. Selvfølgelig går de samme prints igen, men måden, de er kombineret på, og det stof, en ting er kantet med, er forskellig fra ting til ting. Derfor er de også nummererede. Det giver en anden fornemmelse, end hvis man ved, at der hænger ti mere i samme størrelse inde på lageret,« siger hun:
»Jeg tror også, at mange gerne vil have nogle få specielle ting. Vi har haft nogle år, hvor folk bare har købt og købt og købt, nu handler det mere om de få gode ting. Det tænker jeg også på, når jeg laver mit eget mærke, Vadum. Vi skal ikke lave alting, vi skal lave favoritterne, de der ting, man slider op, så vi har skåret kollektionen ned til 50-60 styles i stedet for 85. Den billige top går man jo alligevel i H&M og køber, men vi skal så lave den gode kjole,« siger hun:
»Det giver også rum til at lave sådan noget som det her projekt, som er skægt,« siger hun.
De første ting leveres i butikkerne af november, næste portion forventes at ankomme i marts, foreløbigt i den mønstrede silke, men mere er på vej.
»Vi har også overvejet at gøre det med tynd uld, at få strikket cashmererester op i firkanter på 15 gange 15 og også lave læderpatchwork,« fortæller Charlotte Vadum.
»Men det skal stadig kun være af rester, vi skal ikke have produceret metervarer selv, for så forsvinder idéen jo. Så det er nok begrænset, hvor længe vi gør det. Det her er ikke et evighedsprojekt, vi gør det så længe, det er sjovt. Og så finder vi på noget andet.«
15x15 kan købes fra begyndelsen af november i butikker landet over, blandt andet i Birger Christensen, Mads Nørgaard og Pede & Stoffer. Priser fra 1.499 kr.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar