Thrilleren 'Paranormal Activity' kostede kun 55.000 kroner at lave, men har allerede tjent over 500 millioner kroner, skræmt Steven Spielberg fra vid og sans og fået anmeldere til at skide i bukserne.
Normalt koster det mange millioner dollar at producere en gyser - og håbet om at få pengene igen er i disse krisetider mere falmet, end det er lysegrønt.
Derfor må det komme som lidt af et wake-up call for de amerikanske studiebosser og deres hang til effektmættede thrillere, at den mest populære gyser i de amerikanske biografer lige nu kun har kostet 55.000 kroner at lave. Men allerede nu har indtjent over 100 millioner dollars.
Filmen hedder ' Paranormal Activity' og er skrevet, fotograferet og instrueret af Oren Peli - en fuldkomment ukendt computerprogrammør fra San Diego.
Filmen foregår i hans eget hus med hans to venner Katie Fetherston og Micah Sloat i hovedrollerne. De spiller et ungt par, der oplever uforklarlige fænomener: bankelyde, skridt og en tung ånde(!). De beslutter derfor at sætte et videokamera op om natten for at finde ud af, hvem - eller hvad - den ubudne gæst er. Men det fremprovokerer tilsyneladende de paranormale hændelser, der bliver mere og mere uhyggelige.
Anmeldere ved at skide i bukserne
Optagelserne til ' Paranormal Activity' tog en uge og kostede 55.000 kroner. Det ' eneste', Oren Peli gjorde, var at få lagt nye gulve, købe en ny mere uhyggelig og ' gotisk' seng, installere et mere gyservenligt gelænder i trappeopgangen - og så ellers trykke på kameraets ' rec'-knap.
Oren Peli spiller helt bevidst på den sovendes sårbarhed - og publikums frygt for at lukke øjnene, hvis nu der er ' noget' derude'. Og med flair for netop dramaet i krydsfeltet mellem fiktion og fakta, påstår intruktøren, at filmen er inspireret af hans forhold til sin ekskæreste, og han lader skuespillerne beholde deres egne navne.
Alt sammen en strategi han har lånt fra det åbenlyse forbillede, thrilleren ' The Blair Witch Project' fra 1999, hvor et hold unge filmentusiaster drager ind i en mørk skov for at finde den sagnomspundne Blair Witch. Filmen blev dengang, i en mere internet-uskyldig tidsalder, markedsført som ægte optagelser, og flere nåede at hoppe på den limpind, inden det kom frem, at det hele selvfølgelig var ren fiktion.
Den slags går ikke i dag. Derfor må ' Paranormal Activity's store succes tilskrives, at publikum rent faktisk finder historien hamrende uhyggelig. Som den britiske anmelder Peter Bradshaw fra avisen The Guardian skrev i sin anmeldelse: '... i den her film var alt, hvad der krævedes, en soveværelsesdør, der flyttede sig 25 centimeter, uden hjælp. Kun det, intet andet, og jeg havde lyst til at hoppe op i favnen på sidemanden. Og der var øjeblikke, hvor jeg tænkte, at jeg ikke ville kunne nøjes med at skifte bukser, men ville være nødt til at få dem professionelt destrueret af et team med speciale i bortskaffelse af biologisk affald.'.
Skræmte Spielberg
Den bedste reklame fik filmen dog, da den efter betydelig succes på de amerikanske festivaler ' Screamfest 2007' og ' Slamfest 2008' kom instruktøren Steven Spielberg i hænde. Spielberg måtte angiveligt stoppe filmen halvvejs igennem og se resten i dagslys - så bange blev han.
Og da han efterfølgende oplevede, at døren til hans soveværelse smækkede og blev låst udefra, blev stjerneinstruktøren så forskrækket, at han afleverede filmen igen i en plasticpose, fordi han mente, at selve dvd-kopien var hjemsøgt. Han gav filmselskabet Paramount, der på det tidspunkt overvejede at lave en genindspilning af filmen, besked om at sende den ud, som den var.
Og sådan blev det - dog med en ny og bedre slutning og småjusteringer.
Resultatet kan ses i de danske biografer fra på fredag.
Og Oren Peli? Han kan grine hele vejen til banken og er allerede i gang med sin første ' rigtige' film, science fictionthrilleren ' Area 51' om en gruppe teenagere, der leder efter rumvæsener i Nevadas ørken.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar