Bornedal: Jeg laver film, som jeg selv gider at se

Kun to måneder efter at ‘Vikaren’ havde premiere i de danske biografer, er Ole Bornedal tilbage med dramaet ‘Kærlighed på film’. Og han har yderligere tre projekter på vej. For Ole Bornedal er en fortæller, og så er han forelsket – i film.

Ole Bornedal tager imod på Thura Film med friskbrygget kaffe. Han sætter sig i den hvide IKEA-sofa og smiler jovialt og imødekommende, men bag smilet er han opmærksom – og måske en smule på vagt. En ulv forklædt som teddybjørn – eller måske er det omvendt?

Det er svært helt at blive klog på Ole Bornedal. Til gengæld er det let at blive klog af ham. Måske især på sig selv. For en samtale med Ole Bornedal krøller sig som de spørgsmålstegn, han elsker at stille i sine film. For livet er ikke lige ud af landevejen. Og den rette, rigtige vej – den findes ikke.

Det må hovedpersonen Jonas i Ole Bornedals nye film, ‘Kærlighed på film’, sande. Jonas, spillet af Anders W. Berthelsen, har en dejlig kone og to skønne unger. Et godt liv. Lige indtil han bliver vidne til et trafikuheld og forelsker sig i offeret, den skønne Julia. Hun har hukommelsestab, og Jonas bilder hende og hendes familie ind, at han er hendes kæreste, Sebastian.

Men hvor langt kan bedraget trækkes? Og hvem er Julia egentlig? Og hvad med den rigtige Sebastian?

Der er store følelser på spil i ‘Kærlighed på film’ – her er det Anders W. Berthelsen, der spiller Jonas, og Charlotte Fich, der spiller hans kone, Mette. pr-foto
Et andet liv
Ideen til ‘Kærlighed på film’ opstod på et bjerg højt oppe i naturskønne Nordnorge, hvor Ole Bornedal befandt sig langt væk fra hverdagen. På vej til en kvinde, han havde forelsket sig hovedkulds i. På vej til at tage et valg, der til forveksling ligner Jonas’ – valget af passionen frem for hverdagen.

»Det startede med mit eget dilemma fanget mellem at være den gode, pligtopfyldende familiefar og så et eller andet sted at blive forført af verden, der pludselig dukker op og bliver meget større og uendelig. Derfor slagordet på plakaten, der er djævelsk irriterende: ‘Hvad gør man, når det forkerte føles rigtigt?’. For hvad gør man så?« siger Bornedal og lader spørgsmålet svæve i luften.

Den gode mand, fanget på det forkerte ben, på vej i en anden retning. Eller drømmende om at være det.

»Jeg vil vædde og æde min gamle hat på, at ni ud af ti af os kender det,« siger Ole Bornedal med overbevisning.

»At sidde i tågen mandag morgen på motorvejen på vej ind til et eller andet kontor og møde de samme kolleger og drikke den samme dårlige kaffe og tænke: ’Hvad nu, hvis jeg lod være med at dreje af? Hvad nu, hvis jeg bare fortsatte ligeud og lod bilen køre til Gibraltar, fik de 80.000, jeg måske kunne få for den og så…forsvandt. Fandt en sydhavsø. Fandt et andet liv’.«

Ole Bornedal tog skridtet dengang på den norske bjergtop. Men ellers bruger han sit arbejde som historiefortæller til at udleve de drømme, der er så svære at forfølge, når man har familie, forpligtelser og andre ting at tænke på end sig selv.

»Jeg er smart. Rigtig smart. For jeg er filminstruktør og forfatter, så når jeg ikke kan foretage de rejser – og det kan jeg ikke, for jeg er far til tre børn, som jeg elsker højere end noget som helst andet – så kan jeg til gengæld noget, som de fleste andre ikke kan. Jeg kan lave en film. Jeg kan opfinde de karakterer. Jeg kan tage på rejse og skifte identitet med de historier, jeg laver. På den måde er det et privilegeret arbejde, jeg har.«

Og netop rejsen, det højtflyvende og fabulerende, er vigtig for Ole Bornedal. Han gider ikke at lave film, der handler for meget om det virkelige liv – det kan man jo bare gå ud at opleve foran sin egen hoveddør.

»Jeg er nok ikke så skandinavisk som de andre skandinaver, der laver skandinaviske film. Jeg gider ikke fortælle historier, der foregår under gulvbrædderne. Jeg vil hellere lave dem, man kan se oppe i luften. Og det kan være et drama det ene øjeblik, en komedie det andet og en historisk film det tredje. For mig er det bare vigtigt at lave gerne provokerende komprimerede, dramatiske historier, som både kan være seriøse og tankevækkende, men også underholdende. Det er sådan set det vigtigste. Jeg laver film, som jeg selv gider at betale 70 kroner for at se.«