Den tidligere vildbasse Robert Hansen minder Djævlens Advokat om en kastreret hankat, der får ros for at skide i bakken.

Hej Robert. Hvor er du henne?»Jeg er på Nordisk Film, hvor jeg har raget alt mit hår af«. Gud nej. Er du ok, Britney?»Det er i forbindelse med en filmrolle, som jeg er på vej til Sverige for at indspille«. Er det den der ’Maj og Charlie’ eller ’Anja og Viktor’? Eller var det ’Nikolaj og Julie’?»Nej, det er en film, der hedder ’Vagn’, som Nikolaj Steen instruerer. Og der skal jeg være skaldet for at give rollen lidt kant og for at komme lidt væk fra Viktor-figuren. Og det virker meget godt. Jeg fik da i hvert fald et chok, da jeg så resultatet i spejlet. Men det er faktisk ret dejligt, og så skal jeg heller ikke koncentrere mig om at sætte håret hver morgen«. Nå nej. Og så kan du jo også ligeså godt beholde joggingbukserne på, når du tager på arbejde. Hvor er du blevet magelig. Hvordan går det i dit kedelige privatliv med Minna? »Du mener Mira?«. Mira, Kira, Mia eller Pia. Hold nu op, Robert. Du er jo ikke en one-woman-kind-of-guy. »Jo, det synes jeg da ... Nej. Jo, jeg er da. Og det går godt med det. Det er kedeligt og rart i privatlivet«. Hvem skal blondinerne fra Boltens Gård nu kendiskysse? »Det ved jeg ikke. Jeg hører, at de er begyndt at dele territoriet op efter, at Klaus Riskær også er røget. Alle er blevet spredt, og jeg ved ikke, hvem det står og falder med for tiden«. Og hvad med de københavnske pushere? Tænker du aldrig på dem i din åh så afbalancerede nye tilværelse? »Det er noget af det, jeg tænker allermest over. Men man læser hele tiden om folk, der sniffer kokain. Det er ikke en business, der sådan lige forsvinder«. Du er vel også ligeglad, efter at du er blevet kæledægge hos Hr. og Fru Jensen med dit friske humør og dine røde konfirmandkinder?»Nej, det er jeg ikke. Jeg tror nok, at de skal klare den«. Familien Jensen?»Pusherne. Er det ikke dem, vi snakker om?« Jo, men dem glemmer man hurtigt, ikke? Som om de aldrig har eksisteret. Ligesom dit ry som vildbassen Robert Downey Hansen. Det ry havde du brugt år på at opbygge, og så spolerede du det hele på to timer ved at vinde ’Vild med dansk’. »Jeg tror, at min pressechef har været ret glad for det. Jeg synes måske også, at det var lidt bedre end det andet, hvis jeg skal være helt ærlig. Det går lidt nemmere på den her måde«. Men hvad fik dig til at trække i lakskoene og danse efter røvballe-Danmarks pibe?»Hvis jeg skal være helt ærlig, stod jeg nede i et træningscenter og så i en avis, at de søgte nye deltagere til programmet. Jeg tænkte, at det egentligt kunne være meget grineren, og ti minutter senere ringede de og spurgte, om jeg ikke ville være med. Det måtte være et tegn, tænkte jeg. Og så syntes jeg, at der var noget fantastisk i at springe ud i noget, jeg overhovedet ikke vidste noget om på forhånd«. Aha. Det er din nye rus. I din trivielle hverdag får du et kick ved at deltage i tv-konkurrencer for kendisser?»Noget i den stil, ja. Og så var jeg vært i TV3’s sangkonkurrence ’Magi i luften’. Det havde jeg sgu heller ikke prøvet før. Så det har været en periode med en masse nye ting, hvor jeg ikke har vidst, hvor jeg ville havne«. Uha ja, din vovehals. Tidligere kunne du få Familien Midtjylland til at få sandkagen galt i halsen, men nu er du er ren curling til kaffen. Er det ikke lidt tidligt i karrieren at blive den nye Anders Frandsen? »Nu har jeg altid elsket Anders, så det ved jeg ikke. Der kan jo nå at ske meget endnu, og det kan da godt være, at man skal tviste den lidt på et tidspunkt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg egentligt bedre lide den nye stil her«. Sådan en syngende quizmaster, der charmerer de ældre damer med kluntet kækhed og skæve tænder?»Du er slet ikke klar over, hvad ældre damer kan finde ud af, kan jeg høre. Og slet ikke dem fra Midtjylland. Du aner ikke, hvad du går glip af. Og den sandkage, du snakker om, er heller ikke helt tosset«. Det er typisk, det her. Når folk bliver kedelige, prøver de altid at overtale andre til at følge med. Kan du ikke se, at du er bukket under for tryghedens diktatur og nu deltager i middelklassens korstog for ufarlig underholdning, der kan bekræfte dem i, at deres egen røvsyge tilværelse er den rigtige? »Nu er den nye rolle her noget helt andet. Der spiller jeg en ung fyr, der er kommet ud af spjældet med en gæld fra en dummebøde, som han prøver at slippe af med ved at røve banker. Så jeg springer lidt tilbage i det gamle igen«. Ja, men nu er det jo bare en rolle, Robert. Dengang var det jo mere ...»Nej, dengang havde jeg lignende roller i filmene ’Den gode strømer’ og ’Peaces’. Og så var der selvfølgelig også meget ’Anja og Viktor’ inde over, men det har været rart at veksle mellem forskellige ting«. Alle de der dødssyge ’Anja og Viktor’-film, hvor du bliver mere og mere tøffelhelt for hver gang. Er det ikke bare én lang tv-soap, der har varet alt for mange år?»Nej. Vi har jo kun lavet fem indtil nu. Vi vil rigtig gerne slå ’Olsenbanden’, så vi har nogle år tilbage endnu. Nu er vi blevet gift, og måske skal vi på bryllupsrejse. Kan du ikke lige se os på en telttur til Fyn med Viktor, der ikke kan slå teltet op? Og gad vide, om vi ikke også skal have flere børn«. Så bliver det snart en ’Far til Fire’-serie. Det vil sige, at du har udviklet dig fra Robert Downey Junior over Anders Frandsen til Ib Schønberg. Det er jo en tragedie i tre akter. »Haha. Ja, når du siger det på den måde ... Nej, jeg er sgu ret godt tilfreds med, hvad det har udviklet sig til«. Lige så tilfreds som en kastreret hankat, der får ros for at skide i bakken?»Ja, det er da herligt. Det er lige så man får en halvfed på«.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar