Ny dansk situationskomedie om venskab mellem mænd og kvinder mangler noget i forhold til de udenlandske forbilleder.
Historien om den danske situationskomedie er ikke specielt sjov.
For vort lille lands forsøg på at eftergøre amerikanerne og ikke mindst englænderne kunsten i det vanskelige korte komedieformat er kun sjældent blevet kronet med held.
Angstfyld forventning
Hvis man skal nævne de få vellykkede hjemmelavede sitcom, er én hånds fingre rigeligt til at holde regnskab:
’Huset på Christianshavn’, ’Langt fra Las Vegas’ og ’Klovn’, mens det kræver en kugleramme at få tal på fiaskoerne. Vi nævner i flæng: ’Mor er major’, ’En stor familie’, ’Kaos i opgangen’, ’Nynne’, ’Hjem til fem’ og ’Pas på mor’.
Derfor er det altid med en vis angstfyldt forventning, man som elsker af genren sætter sig foran skærmen, når der er nyt i den del af genrepaletten, hvor det gælder om at være sjov i en lille halv time med udgangspunkt i en genkendelig dagligdag. For sporene skræmmer.
Men TV3’s seneste bud på formatet, ’Maj & Charlie’, er slet ikke så tosset endda, og den har potentiale til at blive rigtig sjov.
Vertikal mambo
Seriens hovedpersoner er den kvindelige stand up-komiker Maj, som just er blevet forladt af sin kæreste Mads, og den stræbsomme skuespiller Charlie, hvis kæreste Camilla også lige har dumpet ham - pudsigt nok til fordel for Mads.
Og i seriens indledende sekvens, ser man Camilla og Mads danse den vertikale mambo for fuld udblæsning, så ingen er i tvivl om, hvad de to ser i hinanden.
Spørgsmålet er så, hvad der videre skal ske med Maj og Charlie, der render ind i hinanden i forskellige sammenhænge og ikke umiddelbart falder i hinandens smag.
Klassisk komisk
Første gang, det sker, kommer Charlie til at vælte en fadøl ud over Maj, og da han efterfølgende vil tørre op efter sig, misforstår hun situationen og tror, at han forsøger at befamle hende.
Dermed har man etableret et klassisk komisk udgangspunkt for et forhold:
To, som til at begynde med ikke kan holde hinanden ud, bliver uadskillelige; et tema der er turneret med stort held i adskillige sammenhænge som eksempelvis Rob Reiners ’Da Harry Mødte Sally’, som ’Maj & Charlie’ tydeligvis forholder sig til.
Flovsere
Serien er skrevet af Christian Torpe og Marie Østerbye, og at sidstnævnte også er stand up-komiker er mærkbart i replikkerne, som i mange tilfælde har den skærpede pointering, der er et særkende for den type scenehumor.
Det er rigtig godt, når vittighederne går hjem.
Men når de ikke gør det – og der er altså indtil videre observeret nogle stygge flovsere – medvirker det til at ødelægge den ’sandsynlighed’, der er en forudsætning for, at man kan acceptere universet og dets personer.
Skuespil er på det jævne
For naturligvis ved man som seer godt, at ’Maj & Charlie’ hverken er psykologisk realisme á la Panduro eller for den sags skyld en film af Mike Leigh, men det er afgørende nødvendigt, at man tror på personerne – ellers er de ikke morsomme.
Det er de imidlertid heldigvis det meste af tiden, og der er mange ret godt sete scener, der rammer moderne storbymennesker lige på kornet. Ikke mindst mænds følelsesmæssige overfladiskhed over for kvinders emotionelle fetichisme er fint håndteret.
Skuespillet er so und so.
Anne Vester Høyer er et fund til rollen som den kække, kvikke, men også knækbare komedienne Maj.
Lækker produktion
Og Johannes Lilleøre – kendt som Buster fra de seneste Anja og Viktor-film – fungerer også fint som elskeligt kvaj. Birollerne er det til gengæld ikke helt så godt med.
Ken Vedsegaard er på grænsen til det ufrivilligt parodiske som kynisk yuppie, og Mira Wantings rolle som Majs veninde Camilla er direkte kalkeret fra hendes tilsvarende funktion i Anja og Viktor-filmene og virker lidt flad.
Mens Lassen-Kahlke og David Owe klarer det nogenlunde. Produktionen er til gengæld virkelig god, og idéen med at bruge gammel Gitte Hænning-musik som underlægning er kongeligt morsom.
Der er imidlertid stadig en god bid vej op til de udenlandske forbilleder. Men ’Maj & Charlie’ er et mere end hæderligt bud på en dansk situationskomedie anno 2008.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar