Thomas Madvig lever og ånder for at være dj. Selvom hans travle liv betyder, at han må give afkald på andre ting, selv en kæreste, bliver han ved. I aften er han dj til Halloween-arrangementet »Night of Horror« på Nadsat.
En hær af svedende kroppe vrider sig til rytmerne fra de kæmpemæssige, sorte højttalere. De danser ud og ind imellem hinanden, mens de med nonverbal kommunikation prøver at skabe kontakt. Manden, der har sat det hele i gang, hedder Thomas Madvig, og det her er hans domæne. Det har det faktisk været størstedelen af hans liv:
»Jeg elsker at spille for folk! Det er mit univers, og der føler jeg mig allermest tryg. Vi har alle det samme udgangspunkt: Fest, kommunikation og socialt samvær. Det er de ting, der binder os alle sammen,« siger Thomas Madvig, mens han i et sæt trækker det ene ben over det andet og begynder at bevæge foden op og ned i hurtige bevægelser.
Vi sidder i bløde sæder over for hinanden på Riccos Kaffebar i det indre København. Thomas Madvig er imødekommende og smilende, og når han taler, er det uden pauser og tilsyneladende uden tid til at tænke nærmere over de ord, der strømmer ud mellem læberne. Ord som »elsker«, »ambitioner« og »musik« fletter sig ud og ind imellem hinanden i hurtige salver.
Thomas Madvig fortæller, at han arbejder mandag til torsdag med de mere seriøse projekter, og torsdag til søndag styrer han dansegulvene i det københavnske natteliv. Derfor er der meget lidt plads til andet i hans liv. Han arbejder tit 12 timer om dagen:
»Det skal ikke ses som 12 timers nonstop arbejde. Jeg slapper af indimellem, hvor jeg for eksempel lige får en kop kaffe, inden jeg skal videre til næste møde. Sådan kan jeg godt lide det, fordi alle de her ting, jeg laver, giver mig energi.«
Thomas Madvigs arbejdsvilje og passion betyder, at han må prioritere benhårdt i sit liv. Derfor valgte han for nylig at slå op med sin kæreste:
»Jeg kunne mærke, at jeg havde for meget ild i røven til at være i et forhold. Jeg blev fyret fra TV2 Radio og fik på den måde fem måneders løn til at genetablere min verden. Og jeg havde lyst til at dedikere mig 100 procent til en masse nye projekter. Jeg er autodidakt, så hvis jeg giver alle mine projekter fra mig, mister jeg mit sikkerhedsnet. Det her er måden, jeg lever på, og de her ting får mig hele tiden videre til mine næste ambitioner og drømme – det kan jeg ikke lave om på. Så må man tage konsekvensen af det og sige, at det kan man ikke byde et andet menneske, som ikke har det fuldstændigt på samme måde.«
Han læner sig frem i sofaen, og sender ordene ud mellem de smalle læber med ultrakorte mellemrum.
»Jeg ved det ikke,« siger han og kigger ud i luften på, hvad fremtiden skal bringe.
»Jeg ser noget afslapning, måske når jeg er i fyrrerne. Der sidder jeg nok med gråt skæg nede i Spanien med et lidt lavere ambitionsniveau. Men det er umuligt for mig at vide, hvornår det stopper. Det er ikke kommet endnu, men det kan være, at det kommer i morgen. Jeg ved bare, at lige nu kan jeg ikke lade mig begrænse af noget.«
Det hele startede, da hans storebror introducerede ham for musikken. Han hev tit Thomas Madvig ind på sit værelse for at spille forskellige plader for ham. På den måde blev blandt andet Kraftwerk, Depeche Mode og Jean-Michel Jarre de første musikalske påvirkninger, som den kommende dj tog til sig, og allerede i 1985 begyndte han at lave radio. Ti år senere tonede han pludselig frem på tv som vært på tv- og musikkanalen MTV i London:
»Jeg var egentlig bare derovre for at hænge ud. Jeg besluttede mig for at sende et bånd til MTV, og jeg ramte åbenbart den helt rigtige timing, fordi de søgte en skandinavisk-udseende mand på det tidspunkt. Men det var aldrig rigtigt en ambition for mig at komme på tv som sådan.«
Efter tre år på MTV besluttede han sig for at vende tilbage til Danmark, hvor det blå stempel fra musikkanalen var med til at åbne en masse døre for ham. På det tidspunkt ville han godt lave radio, men han brændte samtidig for at fortsætte med at spille elektronisk musik på natklubberne. I løbet af de næste ti år fik han etableret sig som en velrenommeret dj i Danmark, og han var blandt andet vært på DRs P3-programmer D’ Store Mix og Madvig+Østergaard.
Hans hjerte brænder stadig for den elektroniske musik og det københavnske undergrundsmiljø i dag:
»Jeg har altid set det københavnske undergrundsmiljø som noget, der bliver mere og mere spændende. Hvert år kommer der en ny generation, som bringer noget nyt med sig. De er inspireret af andre succeser, der er skabt, så lige nu kan man ikke klage over, at der ikke er nok at vælge imellem i København.«
Og publikummet kræver mere af klubberne i dag. De skal tilbyde mere end muligheden for at blot at drikke sig fuld til ligegyldig musik:
»Alle skal have noget særligt at vise frem, og det påvirker byens barer og diskoteker. De kommercielle steder i Danmark spiller ikke ligefrem undergrunds-techno, men det kommer tættere på. Derfor er det også spændende, at det, der var undergrund sidste år, bliver lidt mindre undergrund næste år. For fem år siden blev techno for eksempel kaldt tæppebankermusik.«
»Dem, der er teenagere i dag, hører både techno, hiphop og r’n’b, så om 10 år er de et helt vildt spændende publikum, fordi de ikke er bange for noget.«
Selvom Thomas Madvig elsker at spille for folk, kan han ikke leve af at være dj. Hvis han skulle det, ville han være nødt til at spille en masse jobs ved firmaarrangementer og bryllupper, og det vil han ikke:
»Når jeg sidder med musik, jeg ikke føler for, tager det sjælen fra mig. Jeg bliver helt ked af det, når jeg tænker tilbage på de gange, hvor jeg har arbejdet med kommerciel radio,« siger han med et grin.
Thomas Madvigs dj-jobs bringer ham rundt i hele Danmark, og de er en god sideindtægt, der blandt andet hjælper ham med at finansiere sine musikindkøb. Ved siden af er han i gang med at lave et tv-program og forskellige musikprojekter, der sørger for en lidt mere stabil indkomst. Og til næste år åbner han en bar sammen med en ven:
»Det er vores drøm. Vi vil sælge en oplevelse til folk, men vi siger ikke, at det bliver KLUBBEN, for det gør det ikke. Mit hjerte ligger i at levere god service og en oplevelse i alle mulige aspekter. Musikken er en del af det, men det er ikke det, der skal drive det,« forklarer han.
Er du gået i gang med den her bar, fordi du er ved at trække dig tilbage?
»Det er bestemt ikke at trække sig tilbage, synes jeg. Hvis du spurgte folk, jeg kender, om baren var en måde for mig at drosle ned på, så ville de skrige af grin, for det kan jeg ikke. Det er bare endnu en af de store drømme og ambitioner, jeg har.«
Alle de projekter, som Thomas Madvig har en finger med i, handler på en eller anden måde om musik. Han er vokset op i klubmiljøet, så hans dj-jobs er dem, der giver ham energi til alle de andre ting:
»Mine dj-jobs fodrer alt det andet. Det er dem, der former den kerne, jeg kan bruge i mere eller mindre kommercielle sammenhænge bagefter.«
Men bliver du aldrig træt af musikken og nattelivet?
»Det fungerer for mig lige nu, men jeg kan godt nogle gange sidde og tænke »hvor skal jeg nogensinde få energien fra til næste job?«, hvis jeg også lige har været ud og spille dagen forinden. Men så ser jeg pladespilleren, og så siger det »wroouuuf« inde i mit hoved. Jeg bliver oversvømmet af en eller anden form for friskhedsfornemmelse, som giver mig energi og får alle begrænsninger til at forsvinde. På det tidspunkt er det eneste, der kan begrænse mig, at folk ikke gider høre min musik.«
Men det gider de godt. I aften på Nadsat.
Hvad: I år er det fjerde gang, at Nadsat holder Halloweenfest, og arrangementet er et af årets højdepunkter på den lille klub i Hyskenstræde. Aftenens dj’s er Thomas Madvig og Daniel San. Hvor: Nadsat, Hyskenstræde 10, Kbh. K. Der gøres altid en masse ud af den stemningsfulde deko, og i år er klubbens indre omdannet til et slagtehus, mens rygerummet er dekoreret som en kirkegård.
Hvornår: I aften kl. 21–05. Hvordan: Før midnat koster det 50 kr. at komme ind, og der er kun adgang for folk med udklædning. Efter midnat er der adgang for alle for 40 kr. per hoved.
Find vej til weekendens øvrige Halloweenfester på www.aok.dk/natteliv
»Jeg kunne mærke, at jeg havde for meget ild i røven til at være i et forhold. OG jeg havde lyst til at dedikere mig 100 procent til en masse nye projekter«
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar